Min appetit på grøntsager til morgenmad har hidtil været stort set fraværende. Og de grønne shakes, jeg har set andre indtage på farten, har ikke virket så tiltalende heller.
Men efter lidt ny inspiration og lidt research har jeg sammensat en spise, der er kommet for at blive på mit morgen / brunch repertoire. Nemlig min egen version af en greenie, der smager virkeligt godt – uden at være fyldt med sukker. Og jeg skal helt sikkert opfinde flere varianter.
Greenies er egentlig bare en smoothie, der primært består af grøntsager. Greenies kan pyntes med alt fra granola til frugt eller endnu flere grøntsager i tern.
Find blenderen eller minihakkeren frem. Fyld 1 moden avocado, 100 g skyllet frisk spinat, 50 g friske blåbær, saft af 1/2 citron eller lime, 1 tsk vanillesukker samt 1/2-1 dl vand eller mandelmælk i den. Mængden af væske afhænger af maskinens styrke samt sfl hvor flydende du vil have din greenie. Jeg spiser indtil videre min med pynt og ske og bruger derfor ikke ret meget væske. Mix greenies lidt længere end du tror, så den får en godt mixet blød konsistens.
Brug kolde råvarer, så greenies massen er kølig.
Hæld i skåle, pynt efter dagens humør og spis med det samme.