Om Madfryd

Il faut manger pour vivre, et non pas vivre pour manger…

Nogle spiser for at leve, andre lever for at spise…

Jeg fryder mig over mad – fryder mig over at gå på opdagelse i hvordan jeg selv kan sammensætte ny mad, fryder mig over at smage andres mad og er nysgerrig efter at finde de gode smagsoplevelser i CPH og andre steder på kloden… Jeg hedder Line og bor i København med min familie… For mig kan den gode oplevelse være mad og drikke, der er anrettet enkelt i smukke farver eller temaer, eller det kan være usædvanlige smagskombinationer – for mig går madfryd via maven og i ligeså høj grad via øjet og nysgerrigheden.

Når jeg selv laver mad, er det næsten altid improvisation uden opskrifter. Længe før jeg lærte om balancen mellem salt, sødt, surt, bitter og umami, vidste jeg intuitivt, at der skulle være balance, for at madoplevelsen bliver optimal. Jeg kan blive nysgerrig efter at smage nye kombinationer eller kan blive inspireret til en hel menu ud fra en enkelt råvare eller en krydderurt – og jeg fryder mig ofte mest over enkle retter, hvor en enkelt råvare får fokus.

Fordelen og ulempen ved ikke at bruge opskrifter er både at en ret fornys hver gang den bliver lavet, men samtidig at det er svært at dele opskrifter. Så her på siden deler jeg specielt for familie og venner men også for alle andre til fri videre brug mine gode madoplevelser – hjemmelavede opskrifter eller madoplevelser i CPH eller ude omkring, som fryder min mave, mit øje, min nysgerrighed eller alle 3. God smagsfornøjelse.