Arancini himlen med citron

Liiiidt tidskrævende at lave men hold op hvor smager det godt!

Dagen før arancinierne skal spises skal der ske 2 ting: en tomatrisotto og en citronmayonnaise skal laves.

Citronmayonnaise
Vælg en god mayonnaise, brug ca 2 dl, riv helt fint skrællen af en stor citron ned i mayonnaisen og rør godt rundt. Sæt til at trække på køl til dagen efter. Test evt om du er tilfreds med smagen og tilsæt evt mere citronskræl.

Risotto
Vend 1 finthakket løg og 400 g risottoris i lidt olie i en sauterpande eller gryde. Tilsæt 2 dl hvidvin og lad risene opsuge vinen. Herefter tilsættes en blanding af 400 g hakkede tomater, 2 spsk koncentreret tomatpure, 9 dl grøntsagsbouillon og ½ tsk timian lidt efter lidt efterhånden som risene opsuger væsken. Tilsæt så hakkede soltørrede tomater og revet parmesan samt citron, salt og peber indtil det smager, som du synes, det skal. Risene skal være “al dente”, når risottoen er færdig og blandingen skal være cremet.

Arancini
Så skal der steges, men først skal der formes små kugler af den kolde, faste risotto. Fyld 1 liter  smagsneutral olie i en dobbelt foliebakke på grillen. Varm det helt op før du sænker arancinierne i olien – test fx med rispapir eller en tændstik.

Forbered et fad med håndrullede risotto kugler, der er cirka 2 cm i diameter. Evt kan du lægge fyld i midten af kuglerne, fx mozzarella ost; det gjorde jeg ikke. Kuglerne skal igennem en 3-trins-raket (3 skåle), hvor de først rulles rundt i rigeligt mel, så i rigeligt æg og til sidst i rigeligt pankorasp.

Når olien er klar, sænkes 6-8 arancinier ad gangen ned i olien og steges til de er fint gyldne. Så lægges de til afkøling eller spises med det samme. Hvis de laves dagen før, de skal bruges, kan de fint lunes ved 200 grader i ovnen og så får de også deres lækre sprødhed helt opdateret.

Servering
Fordel knuste sorte Møn malt kiks i bunden af en bambusbåd. Læg en lille klat citronmayonnaise på “jorden”, placer en arancini, og pynt med lidt citronmayo samt et basilikumblad på toppen af arancinien. Mmmmmm.

Få besked ved nye indlæg
Følg flotte fotos og få inspiration

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *